Bevægelseshuset bliver et moderne hus med fleksible og nytænkende rammer. Her bliver man inviteret indenfor til aktiviteter indenfor klatring, cirkusinspireret bevægelse, gøgl, artisteri, dans, musik, sceneoptræden og meget mere.

Bevægelseshuset vil med sine over 3000 m2 byde på nye unikke muligheder for bevægelse og aktivitet for alle. Huset har fire stærke og engagerede kernebrugere, som får fast base i Bevægelseshuset. Det er Aarhus Klatreklub, Gøglerskolen, Cirkus Tværs og Fodboldklubben ACFC. Kernebrugerne vil drive de forskellige tilbud i huset, og både børn, unge og voksne vil dagligt bruge huset og inspirere hinanden ind i sunde og læringsrige fællesskaber.

Bevægelseshuset og dets faciliteter vil være åbent for alle interesserede. Huset og dets kernebrugere vil invitere og inspirere til utraditionelle former for motion, bevægelse og kulturel udfoldelse. Her kan nye brugere både klatre, træne akrobatik, danse, jonglere, køre på et-hjulet cykel og meget mere på samme sted. Og er man til fodbold på kunstgræsbanen er det i ACFC's klublokaler i bevægelseshuset man mødes før og efter spillet.

Store døre i Cirkus Tværs' lokaler kan åbnes helt ud mod Verdenspladsen, så aktiviteter, forestillinger osv. kan trækkes ud på pladsen og inspirere publikum udenfor huset. 

Bevægelseshuset vil summe af liv syv dage om ugen – hele året rundt. Der forventes dagligt over 500 brugere i huset og betydeligt flere ved arrangementer.

Proces
I 2017 blev der gennemført en arkitektkonkurrence for den samlede Sports- og Kulturcampus og for de enkelte bygninger, blandt andet Bevægelseshuset. Flere arkitektteams tegnede forslag til, hvordan Bevægelseshuset kan se ud, og i slutningen af december 2017 udpegede en enig bedømmelseskomite vinderprojektet, som er fra Schmidt Hammer Lassen Architects med underrådgiverne MASU PLANNING, COWI og LOOP. Se hvordan Bevægelseshuset ser ud i Vinderprojekt for Sports- og Kulturcampus

Repræsentanter fra de fire kernebrugere og fra Aarhus Kommune har, både i forbindelse med arkitektkonkurrencen, og fremadrettet et tæt samarbejde om udvikling af Bevægelseshuset. Gennem en lang række møder og workshops er der i fællesskab udarbejdet ønsker og krav til huset. Disse har dannet grundlag for projektforslagene fra de deltagende arkitektteams, og de har været udgangspunktet for den projektering og detaljering af Bevægelseshuset, som er forløbet indtil slutningen af 2019.  

Opførelse
Bevægelseshuset opføres fra april 2020 og forventes klar til brug i december 2021.

Se også Proces for den samlede Sports- og Kulturcampus