Om Sports- og Kulturcampus
Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening er i gang med at udvikle og opføre Sports- og Kulturcampus. Ambitionerne er tårnhøje – Sports- og Kulturcampus skal være det nye samlingssted i Aarhus med stærk arkitektur og op mod 600.000 besøgende årligt! Det skal være en attraktion på linje med byens øvrige store attraktioner, og et sted som hele byen kan være stolt af. Sports- og Kulturcampus bliver opført i den fornyede bydel Gellerup.

Sports- og Kulturcampus består af seks nyopførte indendørs og udendørs faciliteter, der alle får et nyt og særligt tvist, og som tilsammen skaber synergier og nye spændende tilbud med noget for enhver smag. En syvende facilitet; Verdensbadet, er fortsat under udvikling. 

Sports- og Kulturcampus samler hele bydelen, og inviterer resten af verden indenfor til at gå på opdagelse. Her kan man klatre, træne cirkus og akrobatik, deltage i teater, musik og kunst, dyrke idræt på mange forskellige måder, fordybe sig, deltage i et væld af sociale aktiviteter og meget mere. Sports- og Kulturcampus bliver en smeltedigel mellem bevægelse, fordybelse og oplevelse – et sted hvor sunde relationer og fællesskaber opstår.

Faciliteter i Sports- og Kulturcampus
Sports- og Kulturcampus indeholder seks nyanlagte faciliteter:

  • Bevægelseshuset – moderne bevægelseshus med klatring, cirkus, akrobatik, uddannelse og fodbold.
  • Biblioteket – levende medborgercenter, kulturfabrik og sundhedsklinik.
  • Samlingshuset – spændende aktiviteter i lokaler og multisal for beboere, foreninger og besøgende.
  • Byparken – omfangsrig grøn oase til bevægelse, leg, ophold og rekreation.
  • Kunstgræsbanen –  høj puls og fodbold alle dage året rundt; klubfaciliteter i bevægelseshuset.
  • Verdenspladsen – det bankende hjerte, der binder alle faciliteter sammen, og byder på aktiviteter, ophold og socialt samvær. 

En syvende facilitet - Verdensbadet - er fortsat under udvikling. Det er planen, at det bliver et stort badeland med både fun, wellness- og svømmeafdelinger.

Faciliteterne i Sports- og Kulturcampus opføres løbende fra 2018 frem til 2022. Se mere om proces og tidsplan for Sports- og Kulturcampus.